воскресенье, 20 мая 2018 г.

colitis_hund

Colitis hund

Your device is not fully supported for our new mobile web site.

Any device running the following OS, using the built-in browsers, are currently supported:

When running on the platforms listed above, the following browsers are supported:

  • Mobile Safari (latest)
  • Android Webkit (latest)
  • Chrome (latest)
  • Android Firefox (latest)
  • Opera Mini (latest)
  • IEMobile (8.0)
  • UC (latest)
  • Mobile QQ (latest)

You may:

  • Proceed to the site with the understanding that you may experience display or functionality issues.
  • Access the site using one of the devices running either OS or browsers in the supported list above.
  • Access the site on a desktop device.

МОДЕРАТОРЫ

Welcome to Reddit,

the front page of the internet.

and subscribe to one of thousands of communities.

Это архивированный пост. Вы не можете голосовать или комментировать.

Want to add to the discussion?

  • помощь
  • правила сайта
  • центр поддержки
  • вики
  • реддикет
  • mod guidelines
  • связаться с нами
  • приложенияи инструменты
  • Reddit for iPhone
  • Reddit for Android
  • mobile website
  • кнопки

Использование данного сайта означает, что вы принимаете пользовательского соглашения и Политика конфиденциальности. © 2018 reddit инкорпорейтед. Все права защищены.

REDDIT and the ALIEN Logo are registered trademarks of reddit inc.

π Rendered by PID 74481 on app-344 at 2018-02-23 22:31:24.966948+00:00 running 879663e country code: RU.

Gærum Dyreklinik

² Navigation

Irritabel colon hos hund

Hvad kan man gøre, hvis hunden lider af en irritabel tyktarm?

Jeg skriver til jer da jeg har været igennem flere forløb med min

hund hos dyrlægen, men uden gode resultater.

Jeg har en papillon på 9 år, der altid har haft meget sart mave og

en lille mislyd på andet hjerteslag. Mislyden er den samme i dag som

da hun var hvalp, men hendes mave er blevet utrolig sart.

Hun får udelukkende Hill’s Sensitive Stomach Adult og Pro Fibre, som

er blevet udleveret af dyrlægen.

Får hun andet kommer der diarre allerede på næste gåtur. Og den er

fyldt med både slim og frisk blod.

Hun får 3-4 gåture om dagen. 1 af 20 min. og 2-3 af 10 min. Hvis

turene bliver længere eller hyppigere, så får hun diarre på trods

af hun får sin faste kost.

Inden for de sidste uger er hun også begyndt ikke at ville spise

hverken foder eller sine pro active som hun eller anser som godbidder

Græs, katte afføring og jord er hun til gengæld blevet utrolig

Da dyrlægerne er lidt i tvivl om hvad de mere kan foretage sig,

skriver jeg til jer, i håbet om i har nogle ideer til hvad er kunne

på forhånd tusind tak..

Den fortvivlede hundemor.

Hej Anette

Først lige en undskyldning for det sene svar på din forespørgsel.

Jeg skal lige høre dig om der nogensinde er gjort noget for af finde ud af hvorfor din hund får tynd mave? Eller er problemet altid bare blevet løst med en særlig mave diæt?

Med Venlig Hilsen

Hun har fået nogle gule piller hver gang jeg har været afsted til dyrlægen med hende…. ud over det profibre og special mad… ellers har der ikke været foretaget noget… nu har for nyligt fået en pasta der gør at hendes afføring er tilbage til normalen, men da det er et tilbagevendende problem, skrev jeg til dig for at få et nyt syn på sagen…. Det næste skridt dyrlægerne har snakket om er undersøgelse for kræft, men de hælder mest til at hun blot har en irriteret tyktarm og at der ikke er noget at gøre…

Jeg tror jeg famler lidt i blinde for at finde en permanent løsning der før, at min lille hund kan slippe for disse mavesmerter der følger med hendes sarte tarme…

Hej Anette

Når din hunds diarre ikke er konstant er det meget sandsynligt, at din dyrlæges diagnose er korrekt. Nemlig, at din hund lider af en colitis eller har det man kalder irritabel colon syndrom.

Årsagen til denne lidelse er delvist ukendt, men den viser sig ved tynd afføring ofte i stressede

situationer hos hunden. Ofte kan der også være lidt frisk blod med i hundens afføring.

Da lidelsens årsag er ukendt er det også svært at give en permanent løsning på problemet.

Det jeg vil anbefale dig er følgende til behandling af den irritable tyktarm:

1. Hav altid en diarre pasta på lager.

F.eks. Canikur pasta, som du kan læse om på dette link her>

2. Prøv permanent, at give din hund et beroligende fodertilskud som f.eks. Zylkene.

Du kan læse mere om Zylkene på dette link her>

Der er mulighed for, at Zylkene kan nedsætte eller endda stoppe behovet for behandlingerne for diarre hos din hund. Det kan vi kun finde ud af ved at afprøve det.

Med venlig hilsen

Tusind tak for dit svar. Jeg har købt den pasta nu så den er klar når maven slår sig ud.

Foderet vil jeg huske på. Hun er nemlig startet op på nyt foder, der skulle skåne maven, virker det ikke vil jeg forsøge med dit forslag.

Hun har dog her i dag haft et pludseligt udbrud med både opkast og meget meget tynd afføring med hvid fast konsistens i, der ikke var orm. Men jeg skal til dyrlægen i morgen med en kat, så der vil jeg forhøre mig om det er noget jeg skal være bekymret for.

Men det var rigtig rart at få en andens mening omkring hendes tilstand. Det giver en lidt mere at forholde sig til.

Venligst Annette og Silke

Åbningstider

Mandag, onsdag og fredag: Kl.8:30 - Kl.17:00

Tidsbestilling på tlf. 2834 6082.

eller book en tid online:

Kredit på dyrlægeregningen? Intet problem.

Er der noget du ikke kan finde, så prøv at søge her

Tilmeld dig vores nyhedsbreve her

Det er muligt, at betale med de fleste kreditkort typer og E-dankort i Gærum Dyrekliniks netbutik. Du kan også betale med mobilpay og bankoverførsel.

Leveringsbestemmelser og returpolitik

Køb nu betal senere.

Køb i vores netbutik i dag og betal først når du vil eller afdrag dit køb over 3, 6, 12 eller 24 måneder.

Der kan efter ansøgning også gives kredit på op til 20.000 kr. Denne kredit er dog ikke gebyr og rentefri. Ansøgning om kredit på over 2.000 kr behandles straks.

Fragtpriser og sådan undgår du fragt.

1. Køb for over 425,00 kr.: Så betaler vi fragten til en GLS shop.

Ved meget tunge produkter skal du dog købe for over 3000 kr før vi betaler fragten. Men så leveres købet til gengæld på din adresse.

2. Afhent selv i klinikken: Du kan altid afhente alle produkter fragtfrit i klinikken.

Thema: Darmerkrankung

Darmerkrankung

unsere Foxterrierhьndin Tessy leidet seit September 06 an einer bцsen

Enddarmentzьndung. Ausser Cortison half nichts. Wir haben eine schlimme Zeit

hinter uns. Immer wieder Brechen mit Blut und Blut im Kot zeitweise heftig mit Durchfall ( sah aus wie Himbeergelee ). Wir haben uns mehrere TA-Meinungen

angehцrt mit wenig Erfolg da die Krankheit nach den 3 Wochen Wirksamkeit des Langzeitcortisons sofort wieder ausgebrochen war. Vor weihnachten war es so schlimm dass wir in unserer Not eine TA-Klinik aufgesucht haben.

Ok aber dann kam der Hammer, nach einer Sono stellte der Chef der Klinik angeblich Lebertumore fest die aber nur durch eine Biopsie genauer festgestellt werden kцnnten. Alternative war einschlдfern. Klartext: Entweder

oder. Wir hatten innerhlab von einer Stunde einen angeblich todkranken Hund. Wir awren dermaЯen gechockt dass wir der Biopsie zugestimmt haben, unser Hund sollte nicht lдnger leiden. Gleichzeitig wurde noch eine Magen und Darmspiegelung durchgefьhrt mit Histogramm. Also das volle Programm ( Kosten 750 Euro ohne Nachsorge ). der Hund wurde aufgeschnitten und bekam eine Narkose trotz der schon durch das Cortison erhцhten Leberwerte.

Ergebnis: Der TA hatte sich geirrt, es war kein Krebs, es ist eine Colitis im Enddarm. Soweit waren wir schon einmal . Der Hund war am Ende und wir auch. Zusдtzlich hat der Hund 2 Wochen gberaucht bis er einigermaЯen wieder auf den Beinen war und wir waren insgeamt 2.000 Euro дrmer.

Auch das hдtten wir noch verschmerzt aber es war alles umsonst.

Jetzt nimmt er wieder Cortison und Diдt. Es geht ihr besser wir haben sie mit viel liebe wieder aufgepдppelt. Aber dieser Horror kommt uns immer wieder hoch und wir fragen uns ob das wirklich nцtig war. Wir werden das Gefьhl nicht los dass man uns abgezockt hat.

Hat jemand von Euch дhnliche Erfahrungen gemacht auch im Bezug auf die Darmentzьndung. Wir freuen uns ьber jeden Rat.

AW: Darmerkrankung

AW: Darmerkrankung

AW: Darmerkrankung

Hut ab, was Ihr schon unternommen habt.

Habt Ihr vielleicht auch einmal an eine alternative Medizin gedacht - sprich: habt Ihr schon einen Tierheilpraktiker aufgesucht?

z.B. diдtische MaЯnahmen: Probiotika oder Nahrungszusдtze (Kьrbis oder Pektin oder Flohsamen . ) oder

Krдuter-Therapie (SьЯholz, Kamille, chin. Krдuterrezepturen) oder

AW: Darmerkrankung

vielen Dank fьr Deine Antwort, ja es ist leider chronisch , allerdings wissen

wir nicht wie es zu dieser Krankheit gekommen ist ,die Krankheit ist einfach

so von heute auf morgen gekommen , vermutlich liegt es am Futter ,

ich habe stundenlang im internet verbracht um heraus zu finden woran es liegen kцnnte. Habe dabei eine studie entdeckt (Syndrom der Ernдhrungsresiduen) d.h. Neue Pathologien durch Rьckstдnde in Tiierfuttermitteln.

im Klartext wurde in der Studie ein unbekannter Faktor entdeckt der die Ursache fьr zahlreiche Erkrankungen der Tiere sein muss.Also eine Proteinquelle die starke reaktionen auch im darm auslцsen kann.die einnahme von wirklich kaum unbelastbarem futter wie z.B. seefisch ist oft die einzige diдt die weiterhelfen kann. aber ob ein tier diese diдt auf lange zeit annimmt ist fraglich . ! also weiterhin cortison .. leider .

alles gute fьr deine tochter und liebe grьЯe

AW: Darmerkrankung

So wie du habe auch ich wegen einer anderen Geschichte mit meiner Bene am PC gesessen und gegoogelt.

Ich kann dir nur raten mit deinem Hund zu einem guten Heilpraktiker zu gehen.

Die Schulmedizin ist echt gut in manchen Fдllen aber HEILT eben eine andere Behandlung!

Ich drьck euch die Daumen und schicke euch gute Gedanken

AW: Darmerkrankung

AW: Darmerkrankung

AW: Darmerkrankung

AW: Darmerkrankung

biЯchen weiter , Tessy ist 11 wьrde im juli 12 , ok sie ist nicht mehr die

jьngste aber man will das alles nicht wahr haben . Wir haben auch schon viel

mit Homцopathie versucht ,aber es brachte wirklich nichts wie Bдrbel schon

sagte Cortison ist das was wirklich hilft . Heute nacht hatte sie wieder

einen schub erbrechen und durchfall mit Blut , wir sind die ganze nacht rum

gelaufen ,ein glьck wir haben einen garten ,

Morgen gehen wir zu unserer alten TA die hatte von anfang an recht das es

nicht mehr zu heilen ist ,

AW: Darmerkrankung

keine geduld , liebe grьЯe Anna und Tessy

Stichworte zum Thema Darmerkrankung

darmspiegkung beim hund

magen darmspiegelung hund kosten

hund enddarmentzьndung

kosten hund biopsie darmspiegelung

was kostet eine darmspiegelung beim hund

darmspiegelung hund kosten

darmspiegelung hund

darmspiegelung beim hund in stuttgart

Gefдllt mir!

Zufallsfoto

Beliebteste Themen

Neue Beitrдge

Neue Bilder

Themen-Starter letzte 7 Tage

Die Themen und Beitrдge dьrfen jedoch gerne verlinkt werden.

Din søgning gav:

Blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)

Hvad er blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)?

Colitis ulcerosa (på dansk blødende tyktarmsbetændelse, betegnelsen ”colitis” bruges ofte) er en sygdom med betændelsesforandringer i tyktarmens slimhinde, som over 20.000 danskere har. Betændelsen starter altid ved endetarmen og kan derfra strække sig et varierende stykke op i tyktarmen. Betændelsen kan i nogle tilfælde involvere hele tyktarmen, men de fleste personer med sygdommen har kun betændelse i endetarmen eller den nederste del af tyktarmen. Betændelsen skyldes ikke en infektion med bakterier eller lignende og colitis ulcerosa sidder aldrig i tyndtarmen.

Hvilke sygdomme er beslægtet med blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)?

Colitis ulcerosa tilhører en gruppe af sygdomme, som kaldes de kroniske inflammatoriske tarmsygdomme (på engelsk: inflammatory bowel disease, IBD). Af disse er de vigtigste (ud over colitis ulcerosa): Crohns sygdom og mikroskopisk colit. Colitis ulcerosa er den hyppigst forekommende inflammatoriske tarmsygdom. Crohns sygdom er ligesom colitis ulcerosa en sygdom med betændelse i tarmslimhinden, men Crohns sygdom kan i modsætning til colitis ulcerosa sidde alle steder i mavetarmkanalen, herunder for eksempel i tyndtarmen. Mikroskopisk colit er en mildere sygdom med betændelse i slimhinden i tyktarmen, som oftest ses hos ældre mennesker. Mikroskopisk colit giver ikke tarmblødning.

Hvad er symptomerne på blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)?

De hyppigste symptomer er:

diaré, typisk med blod iblandet

Derudover kan nogle patienter opleve:

forstoppelse - dette ses typisk ved betændelse som kun er lokaliseret til endetarmen

Sidstnævnte symptomer ses særligt ved mere udbredt eller svær betændelse i tarmslimhinden.

Endelig er der nogle patienter, der oplever symptomer udenfor mavetarmsystemet. Det kan være:

ledsymptomer både fra led i arme og ben, men også fra ryggen

hudsymptomer, f.eks. knuderosen, som er ømme hævede knopper, typisk på benene

Hvorfor får man blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)?

De kroniske inflammatoriske tarmsygdomme forekommer primært i den vestlige verden og mest udtalt i de nordligt liggende lande. Dette betyder, at der formentlig er faktorer i vores levevis, som er med til at udvikle sygdommen. I dag ved vi, at der er over 100 genvarianter, som øger risikoen for at få colitis ulcerosa og Crohns sygdom. Samlet set mener forskerne derfor i dag, at colitis ulcerosa skyldes ændringer i betændelsesreaktionerne (dvs. immunforsvaret), som er udløst af en kombination af miljøfaktorer og arvelige faktorer. Man har dog ikke kunnet identificere specifikke fødevarer, som årsag til sygdommen.

Kan blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa) smitte?

Nej. Colitis ulcerosa skyldes ikke en bakterie elle virus og smitter ikke.

Hvem får typisk blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa) ?

Colitis ulcerosa kan opstå på et hvert tidspunkt i livet fra umiddelbart efter fødslen til langt op i alderdommen. Sygdommen bryder dog oftest ud hos personer, som er mellem 15 og 30 år og sjældent før 10 årsalderen. Sygdommen er nogenlunde lige hyppig hos mænd og kvinder. Når den først er brudt ud, vil sygdommen hos de fleste personer blive ved med at være der resten af livet. Det betyder ikke, at man vil have symptomer hele livet, da der hos de fleste patienter er lange perioder (måneder til flere år), hvor sygdommen er i ro.

Er blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa) arvelig?

Colitis ulcerosa er til en vis grad arvelig. Hvis en forælder har colitis ulcerosa eller Crohns sygdom, er risikoen for, at barnet får enten colitis ulcerosa eller Crohns sygdom 5-10 procent. Hvis begge forældre har sygdommen er risikoen cirka 50 procent. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem, hvilken af sygdommene man har, og hvilken sygdom der ses hos barnet, og der er heller ikke en sammenhæng mellem, hvor svær en grad af sygdommen forældre og barn har. De fleste med colitis ulcerosa har dog ikke nære slægtninge med kroniske inflammatorisk tarmsygdomme.

Hvordan stilles diagnosen?

Hovedundersøgelsen er en kikkertundersøgelse af tyktarmen.

For at udelukke andre sygdomme foretages nogle gange:

For at udelukke, at der er tale om en infektion med bakterier eller parasitter, foretages altid afføringsprøver til dyrkning for sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

Hvordan behandles blødende tyktarmsbetændelse (colitis ulcerosa)?

prednisolon, eller andre former for binyrebarkhormon

fjernelse af tyktamen.

Hvad er udsigten for fremtiden?

Omkring fem procent oplever, at der kun er et udbrud af sygdommen i deres liv. Resten vil opleve udbrud med måneders til års mellemrum.

Langt de fleste patienter er altså symptomfri i lange perioder (måneder – år) hvor sygdommen er i ro. Disse perioder kan forlænges, hvis man behandles med sulfazalazin (og i visse tilfælde azathioprin).

Er der noget, man selv kan gøre?

Hvis man oplever, at bestemte fødevarer giver symptomer, kan man forsøge at undgå disse. Der er dog ingen undersøgelser, der viser, at bestemte diæter bedrer sygdommen. Tværtimod er det vigtigt, at man spiser varieret og sundt og følger de almindelige kostråd. Herved opnår man, at man ikke ernæres dårligt, hvilket er vigtigt for et normalt fungerende immunforsvar.

Tarmbetændelse

Af dyrlæge Knud Dahlgaard.

Hvad er tarmbetændelse hos hunde?

Diarré er tynd og ofte også hyppig afføring. Tarmbetændelse er en af de mest almindelige sygdomme hos hunde. Alle hundeejere har oplevet, at deres hund har haft tynd mave en enkelt dag eller to, hvorefter det er gået over af sig selv. Ikke desto mindre skal man altid være opmærksom på hundens almenbefindende, såfremt den har diarre.

Hvad er symptomerne på tarmbetændelse?

Symptomerne er hyppig og tynd afføring. I visse tilfælde kan der være blod i afføringen. Hunden kan virke nedstemt og have opkast, feber, manglende appetit og væskemangel (dehydrering).

I mange tilfælde har hunden tarmbetændelse, men er i øvrigt ikke påvirket. Det gælder de mildeste eller letteste tilfælde af sygdommen. I de værste tilfælde af tarmbetændelse vil hunden være meget sløj, afkræftet og dehydreret, og der kan være blod i dens afføring.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen tarmbetændelse?

Det er ikke svært at se, at en hund har tarmbetændelse, og behandlingen er som regel også problemfri.

Hvis tarmbetændelsen ikke går over ved behandling, eller hvis den vender tilbage med jævne mellemrum, er det nødvendigt at lave yderligere undersøgelser, f.eks. mikroskopisk undersøgelse af afføringen og eventuelt bakteriedyrkning. Det vil ofte være nødvendigt at undersøge en blodprøve for at se, hvordan blandt andet lever og nyrer fungerer, og hvordan det går med optagelsen af proteinstoffer. En nærmere undersøgelse af de hvide blodlegemer kan give et fingerpeg om, hvorvidt der er tale om en bakterieinfektion, en virusinfektion eller evt. en slags allergi i tarmen.

Nogle gange kan det være nødvendigt at foretage en røntgenundersøgelse og/eller en såkaldt kikkertundersøgelse ( endoskopi ). Ved denne undersøgelse føres en kikkert (endoskopet) via spiserøret ned i mavesækken og den forreste del af tarmen eller via endetarmen til tyktarmen. Her kan dyrlægen så se, om der er forandringer i slimhinden, som f.eks. hævelse, sår eller svulster. Desuden kan dyrlægen ved hjælp af kikkerten tage små vævsprøver ( biopsier ) fra tarmen og mavesækken. Prøverne bliver så undersøgt af en patolog, og det kan som regel give præcise oplysninger om årsagen til tarmbetændelsen.

Hvordan behandles tarmbetændelsen?

Hvis hunden kun har tynd mave en enkelt gang og er upåvirket af det, er det måske ikke nødvendigt at behandle. Men hvis tarmbetændelsen fortsætter, skal du faste hunden i et døgn. Mave-tarmkanalen kommer nemlig meget nemmere og hurtigere i orden, når hunden ikke samtidig skal fordøje føde. Efter et døgn kan du begynde at give den skånekost, som du kan købe som tørfoder eller dåsemad hos dyrlægen. En anden mulighed kan være at give hunden ris, spagetti, pasta og lyst brød, syrnede mælkeprodukter og lyst magert kød (f.eks. kylling, kalkun, torsk, sej m.m.). Giv hunden skånekost i tre dage.

Hvis hunden på noget tidspunkt i forløbet virker syg, træt, uoplagt og uden appetit, eller hvis der er blod i afføringen, skal du kontakte dyrlægen.

Dyrlægen vil bl.a. vurdere, om hunden mangler væske, og vil i givet fald give den væskebehandling ( drop ). På baggrund af dine oplysninger om sygdomsforløbet vil han desuden vurdere hundens tilstand og tage stilling til, om yderligere undersøgelser er nødvendige.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har tarmbetændelse?

Fremtidsudsigterne for hunde med tarmbetændelse er generelt gode, men i nogle tilfælde kan der være tale om et meget akut og livstruende forløb. Hvis hunden har en kronisk tarmsygdom, skal den måske have medicin hver dag og skånekost konstant.

Hvorfor får hunde tarmbetændelse?

Der kan være mange årsager til, at en hund får tarmbetændelse.

Årsager, der har med foder at gøre, kan være:

  • Fordærvet foder (fra skraldespande, ådsler og lignende)
  • Pludseligt foderskift
  • Overfodring

Andre årsager kan være:

  • Ormeinfektion
  • Infektioner, f.eks. parvovirus, camphylobacter og salmonella
  • Forgiftning, f.eks. foderforgiftning, affaldsforgiftning eller plantegifte
  • Tarmbetændelse kan være et led i anden sygdom, f.eks. hundesyge og nyresygdom

Hvad er risikoen for, at din hund får tarmbetændelse?

Alle racer er udsat for at få diarré, og ingen racer er specielt udsatte.

Af dyrlæge Jesper Lemche. Hvad er parvovirusdiarré hos hunde? Parvovirusdiarré er en akut og meget smitsom tarmbetændelse hos hunde. Sygdommen rammer især hvalpe, der er mellem 6 og 20 uger gamle, i…

Af veterinærsygeplejerske Alice Nicklas Riis. Hvornår udtages blodprøver? Blodprøver udtager man for at undersøge: Blodets sammensætning af forskellige cellerHer undersøges blodprøven for røde og…

Af dyrlæge Peter Maasbøl Skov. Hvad er et endoskop? Et endoskop er et apparat, der bruges til kikkertundersøgelser af kropshuler og organer, som herved kan undersøges indvendigt. Billedet af organer…

Genoprettelse af væske- og elektrolytbalancen hos hund og kat

Mavetarmdiæt til hunde

Pasta til genopretning af fordøjelsen

Mavetarmdiæt til hund

Kosttilskud til afhjælpelse af dårlig fordøjelse

Fodertilskud til dårligt fungerende mave.

Foder ved diarré og opkast, colitis eller dårlig fordøjelse

Tabletter til regulering af tarmfunktionen ved diarré

Vi sender faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.

Indhold på Netdyredoktor.dk

Indholdet på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse samt cookiepolitik .

Vores familiedyr er altid overladt til menneskers omsorg, både hvad angår pleje, sundhed og sygdom.

Det forpligter både dig som dyreejer og os som veterinærsygeplejersker og dyrlæger. Vi er med i et kompetent netværk, hvor vi altid kan trække på hinandens ekspertise. På den måde får dit dyr altid den bedste behandling.

Tyktarmskatar

Af dyrlæge Knud Dahlgaard.

Hvad er tyktarmskatar hos hunde?

Tyktarmskatar er katar eller lettere betændelse i tyktarmen. Selv om det kan være særdeles generende for de hunde, der får tyktarmskatar, er det som regel en sygdom med et mildt forløb.

Hvad er symptomerne på tyktarmskatar?

Tyktarmskatar viser sig ved, at hunden har trængninger. Dvs. at den meget tit sætter sig for at komme af med afføring. Men hver gang kommer der kun lidt, og det er hovedsageligt slim. Der kan være blandet frisk blod i.

Hvordan kan din dyrlæge stille diagnosen tyktarmskatar?

Dine oplysninger om sygdomsforløbet er meget vigtige for dyrlægen. Et sygdomsforløb med diarré og hyppige, men små mængder afføring, der indeholder meget slim og evt. friskt blod, vil straks lede tankerne hen på tyktarmen. Efter en undersøgelse kan dyrlægen afgøre, om der er tegn på væskemangel, kolik, eller om der evt. er andre dele af tarmsystemet involveret.

Hvis symptomerne på tyktarmskatar har været til stede gennem længere tid, vil dyrlægen måske foretage en kikkertundersøgelse (endoskopi) af tyktarmen for at se nærmere på tyktarmens slimhinde, hvori der bl.a. kan være sår.

Hvordan behandles tyktarmskatar?

I forbindelse med behandling kan man skelne mellem tre kategorier:

  • En pludseligt opstået tyktarmskatar med et kortvarigt forløb, som typisk skyldes mindre fremmedlegemer, f.eks. plastic, metal eller sten. Her består behandlingen i 1 døgns faste efterfulgt af 3-6 dage med skånekost. Skånekost med mange fibre, f.eks. slankefoder eller lightfoder, er i de fleste tilfælde en god idé ved lidelser i tyktarmen.
  • Hvis symptomerne er tilbagevendende med slim i afføringen, trængninger og hyppig afføring, kan der være tale om en ormeinfektion eller en bakterieinfektion. Behandlingen er den samme som nævnt ovenfor, men hunden skal også behandles for infektionen.
  • Hvis din hund har haft symptomer på tyktarmskatar i lang tid - det kan bl.a. vise sig ved, at symptomerne vender tilbage igen og igen, eller at behandlingen ikke har hjulpet - kan der være tale om en slags allergisk tilstand i tyktarmen med vedvarende sår. Der kan blive tale om behandling i lang tid, og i visse tilfælde permanent behandling, bl.a. med binyrebarkhormon eller såkaldte sulfasalazin tabletter, der er en speciel medicin mod sår i tyktarmen.

Hvordan er fremtiden for din hund, hvis den har tyktarmskatar?

Fremtidsudsigterne er gode i de fleste tilfælde. Som regel er tilstanden overstået i løbet af få dage. Kun i få tilfælde med kroniske symptomer, kan sygdomsforløbet være langvarigt eller evt. livsvarigt.

Hvorfor får hunde tyktarmskatar?

  • Fremmedlegemer er en hyppig årsag til tyktarmskatar. Det kan være næsten alt materiale, f.eks. plastic, metal eller sten, som ridser eller irriterer slimhinden i tyktarmen. Det er til gengæld den mildeste form for tyktarmskatar, fordi problemet som regel er overstået i løbet af få dage.
  • Årsagen kan også være en ormeinfektion, specielt piskeorm, eller en bakterieinfektion, f.eks. campylobacter.
  • Endelig er der en stor gruppe af tyktarmslidelser, de såkaldte inflammatoriske lidelser, hvor årsagen ikke er helt klarlagt. Det drejer sig sandsynligvis tit om en vis grad af allergi, bl.a. fordi en del af lidelserne ofte bliver bedre, når hunden får allergidiæt.

Hvad er risikoen for, at din hund får tyktarmskatar?

Risikoen for, at din hund får en mildt forløbende tyktarmskatar er temmelig stor, men det afhænger bl.a. af din hunds vaner. Hvis den godt kan lide at gå og snage i alt muligt, som den finder, er risikoen stor. Men så er det som regel ikke et slemt forløb.

En del hunde pådrager sig en bakterieinfektion i tyktarmen, mens det kun er få, der bliver ramt af en af de alvorligere, inflammatoriske lidelser.

Behandlingen består hovedsageligt i at give hunden diæt, sulfazalazin tabletter og evt. binyrebarkhormon.

Af dyrlæge Knud Dahlgaard Hvad er fremmedlegeme i mave-tarm-kanalen hos hunde? Som navnet siger, er der tale om, at hunden har spist et eller andet ufordøjeligt materiale. Et fremmedlegeme i tarmen …

Fremmedlegeme i mave-tarm-kanalen

Af dyrlæge Peter Maasbøl Skov. Hvad er et endoskop? Et endoskop er et apparat, der bruges til kikkertundersøgelser af kropshuler og organer, som herved kan undersøges indvendigt. Billedet af organer…

Kønsmodne og ægproducerende ormearter findes i tarmkanalen hos hunde. De mange forskellige orm har stor variation i deres smitteruter. Men fælles for alle former for smitte er, at hunde som går tæt sa…

Genoprettelse af væske- og elektrolytbalancen hos hund og kat

Pasta til genopretning af fordøjelsen

Fodertilskud til dårligt fungerende mave.

Mavetarmdiæt til hunde

Tabletter til regulering af tarmfunktionen ved diarré

Foder ved diarré og opkast, colitis eller dårlig fordøjelse

Mavetarmdiæt til hund

Kosttilskud til afhjælpelse af dårlig fordøjelse

Vi sender faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.

Indhold på Netdyredoktor.dk

Indholdet på Netdyredoktor.dk er udelukkende til informationsbrug. Disse informationer må på ingen måde kompensere eller erstatte den professionelle rådgivning og behandling, som gives af en autoriseret dyrlæge. Læs afsnittet om juridisk information og ansvarsfraskrivelse samt cookiepolitik .

Vores familiedyr er altid overladt til menneskers omsorg, både hvad angår pleje, sundhed og sygdom.

Det forpligter både dig som dyreejer og os som veterinærsygeplejersker og dyrlæger. Vi er med i et kompetent netværk, hvor vi altid kan trække på hinandens ekspertise. På den måde får dit dyr altid den bedste behandling.

Using a dog’s superior olfactory sensitivity to identify Clostridium difficile in stools and patients: proof of principle study

  1. Marije K Bomers , consultant 1,
  2. Michiel A van Agtmael , consultant 1,
  3. Hotsche Luik , canine trainer and psychologist 2,
  4. Merk C van Veen , resident 3,
  5. Christina M J E Vandenbroucke-Grauls , professor 4,
  6. Yvo M Smulders , professor 1
  1. 1 Department of Internal Medicine, VU University Medical Centre, PO Box 7057, 1007 MB Amsterdam, Netherlands
  2. 2 Scent Detection Academy and Research, Animal Behaviour and Cognition, HL&HONDEN, Edam, Netherlands
  3. 3 Department of Internal Medicine, St Lucas Andreas Hospital, Amsterdam, Netherlands
  4. 4 Department of Medical Microbiology and Infection Control, VU University Medical Centre
  1. Correspondence to: M K Bomers m.bomersvumc.nl
  • Accepted 24 September 2012

Objective To investigate whether a dog’s superior olfactory sensitivity can be used to detect Clostridium difficile in stool samples and hospital patients.

Design Proof of principle study, using a case-control design.

Setting Two large Dutch teaching hospitals.

Participants A 2 year old beagle trained to identify the smell of C difficile and tested on 300 patients (30 with C difficile infection and 270 controls).

Intervention The dog was guided along the wards by its trainer, who was blinded to the participants’ infection status. Each detection round concerned 10 patients (one case and nine controls). The dog was trained to sit or lie down when C difficile was detected.

Main outcome measures Sensitivity and specificity for detection of C difficile in stool samples and in patients.

Results The dog’s sensitivity and specificity for identifying C difficile in stool samples were both 100% (95% confidence interval 91% to 100%). During the detection rounds, the dog correctly identified 25 of the 30 cases (sensitivity 83%, 65% to 94%) and 265 of the 270 controls (specificity 98%, 95% to 99%).

Conclusion A trained dog was able to detect C difficile with high estimated sensitivity and specificity, both in stool samples and in hospital patients infected with C difficile.

Introduction

Clostridium difficile infection is common, particularly in people in healthcare facilities who have received antimicrobials. C difficile causes toxin mediated intestinal disease, with symptoms ranging from mild diarrhoea to severe pseudomembranous colitis and toxic megacolon. The bacterium can be transmitted through either personal contact or the environment.1 Since 2000 more frequent and severe disease has emerged and large outbreaks in hospitals have necessitated ward closures and extensive infection control measures.2 3 4 Infection rates seem to be higher in North America than in Europe.3 5 In the Netherlands the incidence of nosocomial C difficile infection is comparable to that of other European countries (mean incidence 17.5-23/10 000 admissions)6 7; the mean incidence in the United Kingdom is 50/10 000 admissions.6

Cliff has been trained to sniff out the bacteria clostridium difficile

Early and rapid identification of C difficile infection is important for the initiation of infection control measures and treatment to prevent transmission.8 Several combinations of tests are used to diagnose cases. The traditional standard is by cytotoxin assay, which if C difficile toxins are present shows cytotoxicity of faecal eluate on mammalian cells. This technique requires cell cultures, however, and results take at least 1-2 days.9 10 Culture on selective media is very sensitive but also time consuming and it lacks specificity because of possible carriage of non-toxigenic isolates. Cultured strains can subsequently be tested for the production of toxins, in which case this is referred to as a toxigenic culture.4 10 Easy and rapid enzyme immunoassays to detect C difficile toxins or antigens are often used, despite their limited sensitivity or specificity.10 11 More recently, several nucleic acid amplification tests have been developed that have a high diagnostic accuracy and short turnaround time, although these tests are expensive and require specialised equipment and expertise.4 10 11 12

In daily practice, several factors delay the identification of C difficile infections. These include doctor’s delay (for example, the doctor does not consider the possibility of a C difficile infection, or decides to wait and see if the symptoms pass), inefficient sampling, and time required to process samples in the laboratory.13 14 As a result the mean time from onset of symptoms to start of treatment in studies ranges from 2.8 to 7.7 days.13 14 This can result in spread of C difficile infection by delaying appropriate infection control measures such as transferring patients to a single room. Screening all hospital patients at regular intervals could theoretically prevent delays in diagnosis but this is costly and impractical.

In the 1970s C difficile was identified as the cause of pseudomembranous colitis.15 16 Since then, C difficile associated diarrhoea has often been described as having a characteristic smell.17 Sensitivity and specificity of the odiferous detection of C difficile by nursing staff are 55-82% and 77-83%, respectively.18 19 Dogs have a far superior sense of smell, however, which is thought to exceed that of humans by a factor of 100.20 We hypothesised that it may be possible for a dog to be trained to recognise the presence of C difficile in stool samples, or even in patients. If so, this could prove a valuable screening tool for C difficile infections in healthcare facilities.

The training process

The dog used in this study was a 2 year old male beagle (fig 1 ⇓ ). A professional detection dog instructor (HL) trained the dog to identify C difficile in stool samples and, if this proved possible, in patients. A reward based training method was used in which the correct behaviour was reinforced, for instance by providing a treat. The dog was taught to sit or lie down if a specific scent was detected. He had not received previous training in detection.

Fig 1 Detection dog on hospital ward

Training began by introducing the dog to the specific odour of toxigenic C difficile strains on culture plates. Wooden sticks were placed over the sample to absorb the scent emanating from the culture plates (often described as resembling horse manure9). Initially we left the sticks in this position overnight, but eventually the exposure time was shortened to around five minutes to reduce the strength of the scent. Early recognition of the scent was achieved by using simple search and find games, which were gradually replaced by exercises of increasing difficulty, for instance by using sticks with a fainter smell (that had not been exposed to the scent as long). Also, the scent was presented to the dog on materials other than the sticks, such as paper, fabric, and metal, and in different environments such as a kitchen, forest, or petrol station to vary background odours.

The next step of training concerned discrimination between stool samples that were positive for toxin producing C difficile strains from those that were negative. Again, rather than the dog having direct contact with the stool sample, we presented the scent in various forms (absorbed on a wooden stick or on fabric, sample contained in a plastic vial, etc).

After two months’ training we formally tested the diagnostic accuracy of the dog on stool samples. Finally, we explored the dog’s abilities to detect C difficile infection in patients admitted to hospital.

Samples and participants

C difficile on culture plates

For training purposes we used clinical isolates of toxigenic C difficile strains, cultured on standard media under anaerobic conditions.

Stool samples

We used stool samples that were sent to the microbiology laboratory to test for C difficile and other infectious causes of diarrhoea. Samples were considered positive for C difficile if toxin was detected by enzyme immunoassay (VIDAS Clostridium difficile A & B; BioMérieux, France) and culture revealed a toxigenic strain of C difficile. Negative stool samples were those that gave negative results in both tests. We excluded samples with inconsistent results (for example, negative result for toxin by enzyme immunoassay but positive culture result, or an undetermined toxin enzyme immunoassay value).

Selection of participants

We further explored the dog’s ability to detect C difficile infection on the wards of two hospitals in Amsterdam: VU University medical centre (a tertiary clinical care centre) and St Lucas Andreas Hospital (a large community hospital).

Between September 2010 and May 2011, we screened for inclusion consecutive patients who had a positive result for toxin by enzyme immunoassay in their stool sample. We aimed to include 30 patients in total. Both hospitals use an enzyme immunoassay plus a toxigenic culture to diagnose C difficile infection; however, the community hospital uses an enzyme immunoassay by a different manufacturer (ImmunoCard Toxins A&B; Meridian Bioscience, Cincinnati, OH).

Eligible cases had symptoms of diarrhoea and both a positive result for toxin by enzyme immunoassay and a toxigenic C difficile strain detected by culture (in a sample taken less than seven days before the detection round). We defined diarrhoea as three or more loose or watery stool passages a day. We excluded children and adults on intensive care units or haematology wards. Patients with a first relapse after completing treatment for a previous C difficile infection were eligible but not those with subsequent relapses. Because the availability of the dog and trainer could not be guaranteed every weekend we excluded patients with positive test results during the weekend.

For each case we approached nine control patients. These patients were on the same ward as and in close proximity to the index patient. Control patients did not have diarrhoea, or had diarrhoea but a negative result for C difficile toxin by enzyme immunoassay and culture (in a sample taken less than seven days previously). All participants (n=300; 30 cases plus 270 controls) gave informed consent.

Canine testing experiment

Diagnostic accuracy for detecting C difficile in stool samples

We formally tested the dog’s diagnostic accuracy on 50 stool samples with known positivity for C difficile and 50 with known negativity after completion of a two month practice period. To avoid the possibility that the dog simply recognised the odour of the sample rather than the odour being associated with the presence of C difficile, we did not use the samples that had been used during training. The scent of each sample was again absorbed onto different materials, which were then repeatedly (10 times) presented to the dog in different environments and at different concentrations. We considered a result to be positive (or negative) when it consistently provoked the same positive (or negative) response. If a sample provoked a mixed response (≤8/10 consistency: for example, eight positive responses and two negative ones), we classified it as an inconclusive result.

Diagnostic accuracy for detecting C difficile in patients

Next we evaluated the dog’s detection abilities in patients on the wards of the two hospitals. We prospectively included 30 consecutive patients with C difficile infection and 270 control patients. For each case and corresponding nine controls on the ward we organised a detection round as soon as possible, preferably before starting treatment or within 36 hours. During this round the dog, trainer, and a member of the research team simply walked past the beds of the 10 participants. The trainer classified the dog’s response as either positive (dog sat down), inconclusive (dog showed excitement, took extra time without actually sitting down), or negative (dog showed no particular interest). We assumed the dog would be able to identify the patient with a C difficile infection by smelling the air surrounding the patient (independent of a patient’s bowel movements or personal hygiene), so physical contact was unnecessary and avoided. If there was any doubt, the round was repeated once. The trainer was not aware of which patients had C difficile infection.

Statistical analyses

In the primary analyses, we interpreted inconclusive responses as negative ones. Secondary analysis was done with these responses interpreted as positive. We calculated 95% confidence intervals using an approximation (according to the efficient score method, corrected for continuity).21

Safety precautions

We consulted the hospital’s infection control committee to discuss the potential hazards of allowing a dog in the hospital. In accordance with recent guidelines, special attention was given to hand hygiene, making sure that staff and patients washed their hands both before and after contact with the dog.22 During detection rounds, the dog had no physical contact with patients, and contact with the environment (for example, bed, chair) was avoided as much as possible. The dog was not allowed in food preparation areas or on neonatal, haematology, or intensive care wards.

The dog receives a health evaluation by a licensed veterinarian four times a year. He is not fed raw meat. He is trained solely for the purpose of recognising C difficile. When at work, he neither barks nor shows aggression, is easily recognised by his outfit (fig 1), and is always on a leash.

Diagnostic accuracy for detecting C difficile in stool samples

The dog was presented with a total of 100 stool samples: 50 were positive for C difficile and 50 were negative. The dog gave a positive response to all 50 positive samples and a negative response to 47 of the 50 negative samples, with the remaining three negative samples recorded as an inconclusive response. In the primary analysis (interpreting inconclusive responses as negative responses), sensitivity and specificity were both 100% (95% confidence interval 91% to 100%). If an inconclusive response was considered as a positive result (secondary analysis), the dog’s sensitivity and specificity were 100% (91% to 100%) and 94% (83% to 98%), respectively.

Patients’ characteristics

The supplementary video illustrates how the detection rounds were carried out. One round took place on a paediatric ward but the children became excitable by having an animal on the ward and distracted the dog. For this reason the round was not included and paediatric wards were excluded from the study.

Thirty patients with C difficile infection and 270 control patients were included in the study. Table 1 ⇓ shows the characteristics of those patients. On the day of the detection round all 30 cases had diarrhoea compared with 16 (6%) of the controls. Stool samples from 35 controls (13%) were tested for C difficile on clinical grounds (presence of diarrhoea) in the week leading up to the detection round; these all gave negative results, although a non-toxigenic C difficile strain was cultured from two controls. All but three cases formally met the definition for C difficile infection. The first patient had symptoms of the infection and a positive result for toxin by enzyme immunoassay, but a culture was mistakenly not done. The second patient had symptoms and a positive result for toxin by enzyme immunoassay but an initial negative culture result, which turned out to be positive when repeated. The third patient had a relapse with recurring symptoms and a positive toxigenic culture result but negative result for toxin by enzyme immunoassay.

Characteristics of patients with Clostridium difficile infection and controls. Values are numbers (percentages) unless stated otherwise

Diagnostic accuracy for detecting C difficile in patients

Figure 2 ⇓ illustrates the diagnostic accuracy of the dog. An inconclusive response was recorded in seven participants: three cases and four controls. In the primary analysis (interpreting inconclusive responses as negative results), the dog correctly identified 25/30 cases (sensitivity 83%, 95% confidence interval 65% to 94 %) and 265/270 controls (specificity 98%, 95% to 99%). If inconclusive responses were considered as positive results (secondary analysis), the dog correctly identified 28 cases (sensitivity 93%, 76% to 99%) and 261 controls (specificity 97%, 94% to 98%).

Fig 2 Diagnostic accuracy of dog for detecting Clostridium difficile infection (CDI)

Table 2 ⇓ provides information on the occasions that the dog and the laboratory gave discrepant results (inconclusive dog responses, false positives, and false negatives). In some instances the dog was clearly distracted by unrelated stimuli (for instance, by being offered a treat). Other cases were less clear and it cannot be ruled out that the dog responded to diarrhoea that was not caused by C difficile (for example, control 7, table 2) or asymptomatic carriage of a non-toxigenic strain (for example, control 8, table 2). Of all 16 participants with diarrhoea not related to C difficile infection, the dog gave a negative response in 13 controls and an inconclusive response in three controls.

Participants with a discrepancy between laboratory results and dog response

Discussion

It is feasible to use a dog to detect Clostridium difficile in stool samples and in patients. The dog’s diagnostic accuracy with stool samples suggests that immediate identification of C difficile is possible. Moreover, our data suggest that the same may be true for the rapid diagnosis of C difficile infection on clinical wards. For the purposes of detection the dog did not need a stool sample or physical contact with patients. It would seem dogs can detect C difficile in the air surrounding patients. In addition, dogs are quick and efficient: patients in a hospital ward can be screened for the presence of C difficile infection in less than 10 minutes.

This is the first report of animal assisted detection of C difficile. There have been several studies and anecdotal reports on olfactory detection in medicine, mostly using dogs—for example, to detect malignancies of bladder, lung, breast, skin, prostate, ovary, and colon.23 24 25 26 27 28 29 In nearly all the studies, however, the animals were exposed to biological samples obtained from patients and not to the patients themselves.

Limitations of the study

Our study has several limitations. The small number of patients with C difficile infection limits the precision with which we can establish the dog’s sensitivity and specificity. The design of the study consistently included one case per round of 10 patients. Anticipation of a single positive result could have influenced the trainer’s behaviour, thereby unintentionally influencing the dog’s response.30 Furthermore, two thirds of the cases had been moved to a single room (to control transmission) when the dog arrived, and occupancy of a single room might again have influenced the trainer and therefore the dog’s response.30

In this study, culture was not routinely carried out on controls to screen for asymptomatic carriage of toxigenic and non-toxigenic C difficile. This is a limitation as consequently we do not know the percentage of asymptomatic C difficile carriers in our population and how the dog responded to them. Asymptomatic carriage of both toxigenic and non-toxigenic strains occurs in up to 18-30% of patients in hospital.31 32 33 34 This argues against a positive response by the dog. As the clinical relevance of detecting C difficile infection rather than carriage is far greater (both for the patient and for the prevention of transmission1 31), this was the focus of our study.

Another concern is that the results are not easily generalisable because we used only one dog and one trainer. It could be that the findings would be less convincing for another dog or trainer. Although unlikely, we cannot rule out the possibility that our first and only experience was with an exceptional dog-trainer combination. Should more dogs become available in the future for detection of C difficile infection, trained animals would need an individual assessment of performance and regular practice to maintain their skills. A second limitation of using an animal as a diagnostic tool is that, as with humans, behaviour is not fully predictable. The dog’s reaction to other stimuli (for example, children’s play, being beckoned, being offered a treat) illustrates that, despite a high level of training, dogs are still prone to distraction.

Another limitation is that we trained the dog in the hospital setting. Outside the research protocol we visited a few patients with C difficile infection on long term care facility wards. These cases spent much of the day in a shared living room and not in their beds. This proved more difficult for the dog. We hypothesise that in the hospital setting the bed is a strong source of smell because the patients are often bedridden and the mattress is more likely absorb odours. Patients in the community setting are often less confined to their room and bed. This could make odours more diffuse and more difficult to pinpoint. Also, the dog may have been conditioned to respond to the bacterium when a patient was in a hospital room (usually in bed). This may mean that detection dogs are less suitable for other settings such as nursing homes, at least without additional training.

The use of dogs in hospitals might pose a risk to the dogs themselves, hospital staff, and patients. Dogs can be carriers of C difficile strains and other pathogens. Similar to hospital staff, the dog could be a source of transmission. This risk could be minimised by using strict preventive measures such as avoiding physical contact with patients and their surroundings.

Unanswered questions

Unanswered questions remain, such as what does the dog actually smell—is it a certain quantity of bacteria, toxins, or other bacterial products? How does the dog respond to stool samples that are negative for toxin by enzyme immunoassay but positive by toxigenic culture, cytotoxicity assay, or nucleic acid amplification tests? And how does the dog respond to patients early in the course of the infection, or those with asymptomatic carriage of toxigenic and non-toxigenic strains? Does a positive response by the dog to a patient without symptoms predict disease? Can a persistent positive response by the dog after symptoms have cleared predict relapse, as suggested by the response to one participant (control 12, table 2)? Will the dog perform equally well in a high incidence setting—that is, during an outbreak, when several patients in one room could be affected? We intend to deal with these situations in future studies.

How could a dog that detects C difficile infection be used in daily practice? With regular surveillance rounds (for instance to screen all wards in a hospital with a high incidence of infection several times a week, a “pet scan”) C difficile might be detected earlier. Early detection could overcome common diagnostic delays (lack of clinical suspicion, delays in sampling stool, and laboratory procedures) and lead to prompt hygienic measures and treatment. However, further studies will clearly have to examine whether surveillance can actually limit transmission and reduce the incidence of infection. For example, surveillance is principally different from the type of case directed diagnosis in this study design, because the dog cannot immediately receive a reward after a positive identification, potentially extinguishing the trained alert.

In conclusion, in this proof of principle study a trained dog was able to detect C difficile with high estimated sensitivity and specificity, both in stool samples and in infected patients in a hospital setting. This finding could have great potential for screening for C difficile infection in healthcare facilities and thus contribute to the control and prevention of outbreaks.

What is already known on this topic

Early and rapid identification of Clostridium difficile infection (CDI) is important to prevent transmission by initiating adequate isolation measures and treatment

Studies have, however, shown that the mean time between the onset of symptoms and treatment is about 3-8 days

Despite the availability of a wide range of diagnostic tests, CDI is still a widespread healthcare related infection

What this study adds

A dog can be trained to identify C difficile with high estimated sensitivity and specificity, both in stool samples and in hospital patients with CDI

The potential of using a dog for detection is the ability to screen hospital wards for infected patients

Such screening could overcome common delays in diagnosis and thus help to control and prevent CDI outbreaks

Footnotes

Contributors: MKB, MvA, CvdB-G, and YMS developed the concept and outlined the methods. HL trained the dog. MKB, HL, and MvV carried out the detection rounds and collected the data. MKB analysed the data and drafted the paper. MvA, CvdB-G, and YMS provided conceptual and technical guidance. All authors critically appraised the paper, revised where appropriate and approved the final version of the manuscript. MKB and YMS are the guarantors.

Competing interests: All authors have completed the ICMJE uniform disclosure form at www.icmje.org/coi_disclosure.pdf (available on request from the corresponding author) and declare: HL is the owner and chairman of the Animal Behaviour and Cognition, Scent Detection Research and Academy HL&HONDEN, Edam, Netherlands; otherwise no support from any organisation for the submitted work; no financial relationships with any organisations that might have an interest in the submitted work in the previous three years; no other relationships or activities that could appear to have influenced the submitted work.

Ethical approval: The research protocol was approved by the institutional review boards of both hospitals.

Data sharing: No additional data available.

This is an open-access article distributed under the terms of the Creative Commons Attribution Non-commercial License, which permits use, distribution, and reproduction in any medium, provided the original work is properly cited, the use is non commercial and is otherwise in compliance with the license. See: http://creativecommons.org/licenses/by-nc/2.0/ and http://creativecommons.org/licenses/by-nc/2.0/legalcode.

References

Article tools

Article alerts

Log in or register:

Download this article to citation manager

  • BibTeX (win & mac)Download
  • EndNote (tagged)Download
  • EndNote 8 (xml)Download
  • RefWorks Tagged (win & mac)Download
  • RIS (win only)Download
  • MedlarsDownload

If you are unable to import citations, please contact technical support for your product directly (links go to external sites):

Kronisk tarmbetændelse - Colitis Ulcerosa & Morbus Crohn

Betegnelsen kronisk tarmbetændelse dækker over sygdommene Colitis Ulcerosa og Morbus Crohn.

Årsagen til sygdommene er ukendt. De er begge karakteriseret ved en betændelsesreaktion i tarmslimhinden uden at der kan påvises sygdomsfremkaldende bakterier, virus eller parasitter.

Det er en såkaldt autoimmun sygdom, dvs. en tilstand hvor kroppens eget immunforsvar reagerer mod sit eget væv, i dette tilfælde tarmslimhinden.

Oftest kan man ikke påvise noget arveligt, dog findes der hos ca. 10% af patienterne flere tilfælde i familien.

Sygdommene starter gerne i 20-30 års alderen, men kan sagtens starte senere. De er kroniske, dvs. livslange, og kan variere i aktivitet. De er ikke smitsomme.

For Morbus Crohns vedkommende ved man, at rygning øger aktiviteten i sygdommen og dermed risikoen for opblussen.

Colitis Ulcerosa

Colitis Ulcerosa er en betændelsestilstand, som oftest er lokaliseret til endetarmen, men som kan brede sig til hele tyktarmen. Optræder gerne i 20-35 års alderen. Symptomerne er blodige diareer. Der kan også komme mavesmerter, vægttab og feber, hvis ikke sygdommen behandles.

Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi), hvor der udhentes vævsprøver til mikroskopi. Læs mere om koloskopi.

Behandling tilstræber at dæmpe aktivitet i sygdommen og forebygge opblussen. Det mest effektive middel indeholder steroid (binyrebarkhormon), men pga. risiko for bivirkninger tilstræbes en kort behandlingstid, og i mildere tilfælde prøves med mildere stoffer af amino-salicylat-typen. Hvis sygdommen er lokaliseret til endetarmen kan man nøjes med stikpiller eller indhældninger, ellers må tabletbehandling benyttes.

Langvarig (>10 år) og udbredt Colitis Ulcerosa øger risikoen for tyktarmskræft, hvorfor kikkertundersøgelser med passende mellemrum skal planlægges. Hvis man passer sin behandling og går til de planlagte kontroller, er risikoen for tarmkræft den samme som i resten af befolkningen.

Udsigterne ved Colitis Ulcerosa:

I langt de fleste tilfælde kan man holde sygdommen i ro med medicinsk behandling. Det er kun sjældent nødvendigt at operere. Patienter med Colitis Ulcerosa har samme levetid som resten af befolkningen, de kan passe deres arbejde, få børn og leve normalt.

Informationshæfte for Colitis Ucerosa. Åbner i et nyt vindue.

Morbus Crohn

Betændelsestilstand i tarmkanalen, der kan forekomme fra mundhule til endetarm, men som oftest er lokalisret i den sidste del af tyndtarmen. Betændelsen kan gå dybt ned i vævet og danne kanaler (fistler) mellem tarmene eller mellem tarmen og huden. Kan starte allerede i teenage-årene. De fleste patienter er under 30 år og flest er kvinder.

Symptomerne er smerter og diare, evt. feber og vægttab. Hos nogle ses især bylder og fistler ved endetarmen.

Diagnosen kan stilles ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen og nederste del af tyndtarmen, hvor der tages væsprøver til mikroskopi. Der kan suppleres med røntgenundersøgelser og scanninger af tyndtarmen.

Behandlingen går ud på at dæmpe aktiviteten i sygdommen og forebygge opblussen. Den skal varetages af speciallæge og afhænger af hvor udbredt sygdommen er. Behandlingen er primært medicinsk, og her benyttes steroidholdige midler (binyrebarkhormon) i de akutte tilfælde og andre immundæmpende midler som Azathioprin og Metotrexate, når langtidsbehandling skal påbegyndes. Nye biologiske midler i form af antistofindsprøjtning (f.eks. Infliximab) er også ved at blive introduceret i behandlingen, men er meget dyre.

Sammenlignet med resten af befolkningen lever patienter med Morbus Crohn lige så længe. De kan passe deres arbejde, og sammenlignet med den normale befolkning, er der ikke flere med Morbus Crohn, som behøver invalidepension. Der kan komme sygeperioder afhængig af aktiviteten. Sygdommen kan medføre forsnævringer på tarmen pga. af arvæv. En trediedel af patienterne må derfor opereres i løbet af det første år. Herefter er det 5% pr. år, som kræver operation.

Informationshæfte for Morbus Crohn. Åbner i et nyt vindue.

Budesonide For Veterinary Use – IBD In Cats And Dogs

Budesonide is a locally-acting corticosteroid that is used by veterinarians to treat inflammatory bowel disease (IBD) and some types of colitis in cats and dogs. While this medication is not a cure for IBD, it can be highly effective at controlling the symptoms.

Budesonide for Use in Veterinary Medicine

Budesonide is only available with a prescription from a licensed veterinarian. You can obtain a customized formulation of this medication through a qualified veterinary compounding pharmacy in dosage forms such as capsule, tablet, oral suspension, or transdermal gel.

How to Administer Budesonide

It is important that you give budesonide to your pet in the manner and frequency indicated by the veterinarian. If you miss a dose, do not double up the next dose. Give the missed dose as soon as possible, but if it is close in time to the next scheduled dose, skip the missed dose and administer the medication again according to the schedule.

Possible Side Effects of Budesonide

Budesonide is safe and effective when used according to your veterinarian’s directions, but some animals may be sensitive or allergic to the medication. Common potential side effects associated with budesonide include increased appetite, increased thirst, increased urination and changes in hair coat.

If an animal experiences muscle loss, weakness, black and tarry stools, blood in the stool or a “pot belly” while taking budesonide, contact your veterinarian immediately.

Do not discontinue this medication abruptly, as it may cause severe weakness, vomiting, collapse and, in severe cases, sudden death.

Budesonide – Special Considerations in Veterinary Medicine

Budesonide should be used with caution if an animal is suffering from an active infection, ulcers, cataracts, diabetes or liver impairments. This medication also has the potential to interact with other medications your pet is currently taking, so it’s important to make your veterinarian aware of any existing drug regimen. Common medication interactions include fluconazole, itraconazole, ketoconazole, diltiazem, cimetidine and erythromycin.

After giving this medication to your pet, it is recommended that you wash your hands thoroughly in order to prevent cross-contamination.

Get an instant quote for your pet's Budesonide medication!

Latest Posts

Are You A Veterinary Professional? Stay Up To Date With Drugs Shortage, Industry Info And More!

In accordance with the Controlled Substances Act and DEA regulations, this online pharmacy

has made the notifications to the DEA Administrator required by 21 U.S.C 831` and 21 CFR 1304.40.

* If you have a medical emergency outside of our hours, please contact a medical center or dial 911.

Click here to learn about handling and disposing of expired, damaged and unusable medications.

Комментариев нет:

Отправить комментарий

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...